180
„Det er for lidt! Jeg vil give to for Dig alene.”
„Men jeg giver kun et for Dig! Lav Du bare dine Vitser! Sametow er endnu en Grønskolling, som jeg først maa studse en Smule; man maa lokke ham til sig, ikke støde ham bort. Med et ungt Menneske maa man være dobbelt forsigtig; ved at støde ham fra sig, forbedrer man ham ikke, slet ikke. Ak, I Fæhoveder forstaar ingen Ting! Menneskene kan ikke vurdere, og saa blamerer I Eder selv med det!… Og for Resten skal Du vide: vi har ogsaa en fælles Interesse…”
„Hvad er det for en?”
„Historien med Maleren, Væggesmøreren … Vi skal nok tilsidst faa iset ham ud! Forresten forvolder det os ikke mere Sorg, Sagen er klar! Vi sætter bare lidt mere Damp op.”
„Hvad er det for en Maler?”
„Hvad? Har jeg ikke fortalt Dig det? Naa, ja, jeg fik kun fortalt Dig Begyndelsen … Historien om Mordet paa den gamle Pantelaanerske … det er i den, at Malerne er indviklet.”
„Om Mordet vidste jeg Besked før Dig, og jeg interesserede mig endog for det, … ialfald tildels … af en særlig Grund … jeg læste om det i Aviserne! Men…”
„Lisbeth har de ogsaa slaaet ihjel,” busede Nastasia pludselig ud og vendte sig til Raskolnikow. Hun stod hele Tiden henne ved Døren og hørte til.
„Lisbeth?” mumlede Raskolnikow næppe hørligt.
„Ja, Lisbeth, som handlede, husker Du ikke længer det? Hun tom tidt her i Huset, og hun har en Gang lappet en Skjorte for Dig.”
Raskolnikow vendte sig mod Væggen og begyndte nøje at betragte Tegningen i Tapetet. Han søgte sig ud en plump, hvid Blomst og begyndte at
