181
tælle Bladene, Ribberne og Totterne. Han følte, at hans Hænder og Fødder blev kolde, som om de vilde dø hen, men han stirrede paa sin Blomst og gjorde ikke Forsøg paa at røre sig.
„Naa, hvad er det saa med Maleren?” afbrød Sossimow ærgerlig den snakkende Nastasia. Denne sukkede og tav.
„Jo, ham gav man sig til at stemple som Morder!” vedblev Rasumichin hæftigt.
„Findes der nogle Beviser?”
„Fanden i Vold med Beviserne! Og alligevel er det netop Beviserne, som er Skyld i det; nu gælder det just at bevise, at et Bevis ikke er noget Bevis! Det er akkurat det samme, som da de arresterede disse — hvad var det nu de hed? — jo, Koch og Pesträkow, og mistænkte dem for det. Fy! hvor det er dumt og modbydeligt alt dette; selv om man ser paa Sagen, som aldeles Uinteresseret. Pesträkow kommer maaske til mig i Dag. Apropos, Rodja, har Du hørt Historien? Det skete før din Sygdom, Aftenen før Du besvimede paa Politikammeret, netop imens de talte om det…”
Sossimow saa nysgærrigt paa Raskolnikow; denne rørte sig ikke.
Hør, Rasumichin, jeg undrer mig over, at Du blander Dig i alt,” bemærkede Sossimow.
„Den kan være, men ise ham ud skal vi dog!” raabte Rasumichin og slog med Næven i Bordet. „Hvad er det, som ærgrer en mest ved saadan en Affære? Ikke at de lyver, Løgn kunde man endda tilgive, da den tilsidst dog kunde lede til Sandheden. Nej, det ærgerligste er det: de lyver og forelsker sig i deres eget Løgnevæv. Al Agtelse for Porphyrius, men … hvad var det, for Eksempel, som straks i Begyndelsen bragte dem ud af Fatning? At Døren var lukket, og da de saa kom med Portneren
