188
men han løj og sagde, at han havde fundet dem paa Fortoget, og saa begyndte han at svire. Om Mordet gentog han kun, hvad han før havde sagt: „Jeg véd Ingenting, jeg hørte det først tre Dage efter.” — „Og hvorfor har Du ikke indfundet Dig før?” — „Jeg var bange.” — „Og hvorfor vilde Du hænge Dig?” — „Jeg fik saadan stygge Tanker.” — „Hvilke Tanker?” — „At jeg kunde blive straffet.” — Se, det er hele Historien. Hvad for Slutninger mener Du nu man har draget af dette?”
„Ja, hvad skal man sige? Et Spor, om end utydeligt, er der jo i alt Fald; et Faktum. Man kan dog ikke lade Maleren løbe?”
„Men de har jo ligefrem paaduttet ham Mordet! Der er ikke den ringeste Tvivl mere…”
„Naa naa, bare ikke saa hidsig! — Hvad mener Du om Ørenringene? Du maa dog indrømme, at naar der paa samme Dag og til samme Time er kommet Ørenringe fra den Gamles Kuffert i Hænderne paa Mikolaj, — saa maa de være komne ned i Lejligheden paa en eller anden Maade! Det er en ikke uvæsenlig Omstændighed ved en saadan Undersøgelse!”
„Hvorledes de er komne derned?” raabte Rasumichin — „og Du, Doktor, som fremfor alt skal studere den menneskelige Natur og har bedst Lejlighed til det, — ser Du da ikke af alle disse Kendemærker, hvad denne Mikolai er for en Natur? Ser Du da ikke ved første Blik, at Alt, hvad han har sagt ved Forhøret, er den reneste, klareste Sandhed? Akkurat saaledes som han fortalte det, saaledes er det gaaet til; han har traadt paa Æsken og taget den op.”
„Er det den rene, skære Sandhed? Han har
