194
Den Fremmede saa opmærksomt paa ham og sagde med særligt Eftertryk:
„Mit Navn er Peter Petrowitsch Lushin. Jeg nærer det begrundede Haab, at det ikke vil være Dem ganske ubekendt.”
Men Raskolnikow, der havde ventet noget helt andet, saa tankeløst paa ham uden at svare, saaledes som om han hørte Navnet Lushin for første Gang i sit Liv.
„Hvad? Skulde De endnu slet ikke have faaet Underretning?” spurgte Peter Petrowitsch ubehageligt berørt.
Som Svar lagde Raskolnikow sig ned igen paa Puden, stak Armene ind under Hovedet og stirrede op i Loftet. Lushins Ansigt udtrykte Forlegenhed; Sossimow og Rasumichin saa nysgærrigt paa ham, og han følte sig generet.
„Jeg forudsætter og regner paa,” begyndte han atter, „at et Brev, som allerede er afsendt for over ti, ja vel allerede over fjorten Dage siden…”
„Hør en Gang, hvorfor bliver De staaende ved Døren?” afbrød pludselig Rasumichin ham; „hvis De har noget at meddele, saa seet Dem dog ned, thi for baade Dem og Nastasia er der for kneben Plads derhenne. Nastaßjuschka, flyt Dig og lad ham komme frem! Værsgod, kom nærmere; der er en Stol, gaa frem i Stuen!”
Han rykkede sin Stol bort fra Bordet og skubbede sig selv lidt tilbage for at give Gæsten en Mulighed for at klemme sig igennem. Den Fremmede kunde ikke godt sige nej og trængte sig derfor, saa godt det lod sig gøre, frem. Da han var kommen til Stolen, satte han sig og saa spørgende paa Rasumichin.
„De behøver for Resten ikke at genere Dem,” udbrød denne, „Rodja har været syg i fem Dage og
