197
Men Hr. Lushin tog sig sammen og syntes at have foresat sig indtil videre ikke at bemærke disse Besynderligheder.
„Jeg beklager overordenlig, at jeg skal træffe Dem i en saadan Tilstand,” begyndte han igen for at afbryde Tavsheden. „Havde jeg vidst noget om Deres Upasselighed, var jeg kommen før. Men De véd jo nok, at man er optaget paa alle Kanter! Jeg har en meget vigtig Sag i Senatet foruden de Smaating, som De vel nok ved. Jeg kan jo nok vente Moder og Søster naar som helst.”
Raskolniko gjorde en utaalmodig Bevægelse og syntes at ville sige noget, hans Ansigt udtrykte nogen Bevægelse. Peter Petrowitsch tav, men da der ikke kom et Ord fra Raskolnikow, vedblev han:
„… naar som helst. Jeg har for det første lejet Lejlighed til dem…”
„Hvor?” spurgte Raskolnikow.
„Ikke saa langt herfra, i Bakalejews Hus…”
„Det er ved Wosneßenski-Prospekt,” afbrød Rasumichin ham, „der er to Etager indrettede til Udleje af møblerede Værelser; Købmand Juschin har dem, jeg har set paa dem.”
„Ganske rigtig, møblerede Værelser.”
„Men et frygteligt Svineri, Smuds og Stank, — desuden et mistænkeligt Strøg, der er nok foregaaet adskilligt der; Fanden véd, hvem det altsammen er, som boer der!… Jeg har selv tilfældigvis været til Stede der ved en skandaløs Affære. Men billigt er der jo rigtignok.”
„Jeg havde naturligvis ikke Tid til at skaffe mig nøjagtige Oplysninger, da jeg jo selv er fremmed her,” svarede Peter Petrowitsch ubehageligt berørt, „for Resten er det to overordentlig pæne Værelser, og da det jo bare er for en kort Tid … Jeg har for den Sags Skyld allerede fundet vor
