Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/204

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

198

tilkommende Lejlighed, vendte han sig til Raskolnikow, „den er for Tiden under Reparation; imedens hjælper jeg mig selv med møblerede Værelser; jeg boer et Par Skridt herfra hos Madam Lippewechsel i en ung Vens, Andrej Ssemjonowitsch Lebesätnikows Lejlighed; det var ham, som anbefalede mig Bakalejews Hus…”

„Lebesätnikow?” gentog Raskolnikow langsomt og grundede paa noget.

„Ja, Andrej Ssemjonowitsch Lebesätnikow; han er ansat i Ministeriet .. kender De ham?”

„Ja … nej …” svarede Raskolnikow.

„Undskyld, men det forekom, som om Deres Spørgsmaal tydede derpaa. Jeg har tidligere været hans Formynder … han er en meget net ung Mand … som ogsaa føler Trang til at uddanne sig videre … Jeg holder af at være sammen med Ungdom; hos den hører man altid noget nyt.” Peter Petrowitsch saa sig forhaabningsfuldt om.

„Hvorledes mener De egentlig?” spurgte Rasumichin.

„I bedste og egenligste Betydning,” svarede Lushin, glad over Spørgsmaalet. „Ser De, det er ti Aar siden jeg var i Petersborg. Alle Eders nye Ideer og Reformer har nok ogsaa berørt os i Provinsen, men for at se al Ting klart maa man dog være i Petersborg. Naa, og min Mening er netop, at man erfarer mest, naar man betragter vor yngre Generation. Og jeg maa tilstaa, jeg har glædet mig…”

„Hvad har især skaffet Dem denne Glæde?”

„Deres Spørgsmaal er meget omfattende. Maaske tager jeg fejl, men det synes mig, at jeg her finder et klarere Blik, mere Kritik, mere Dygtighed…”

„Det er sandt,” mente Sossimow