Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/210

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

204

„De vil have en Forklaring?” sagde Rasumichin; „naa, der er nu f. Eks. den indgroede Udygtighed, som forklarer adskilligt.”

„Hvorledes mener De?”

„Hvad svarede f. Eks. Læreren derhenne, i Moskwa, paa Spørgsmaalet om, hvorfor han havde lavet falske Obligationer: „Alle beriger sig paa forskellig Maade, og derfor vilde ogsaa jeg blive hurtig rig.” Ordlyden husker jeg ikke længer, men Meningen er rigtig, at han uden Anstrængelse vilde blive hurtigt rig. Vi er vante til, at alt sættes fiks og færdig for os, at vi skal gaa i Sele, at man tygger al Ting for os, saa vi blot behøver at sluge det. Naa, og naar nu den store Time slaar, da viser det sig, hvad enhver duer til, eller rettere sagt ikke duer til.”

„Ja, men hvad bliver der da af Moralen? Og Lovene…”

„Hvad disputerer De egenlig om?” sagde Raskolnikow uventet — „det passer jo netop i Deres Theori!”

„Hvordan, i min Theori?”

„Hvis det, som De før prædikede, skal føres ud i sine yderste Konsekvenser, saa følger deraf, at man har Lov til at dræbe Mennesker…”

„Men, maa jeg bede!…” raabte Lushin.

„Nej, saaledes er det ikke ment,” sagde Sossimow.

Raskolnikow laa der bleg; hans Læber dirrede og han aandede tungt.

„Alt har sine Grænser,” vedblev Lushin overlegent; — den økonomiske Retfærdighed kan man dog ikke kalde en Opfordring til Mord, og om man antager....”

„Men sig mig en Gang,” — afbrød Raskolnikow ham atter, og Stemmen dirrede af en Ondskab, ved hvilken man tydelig mærkede Glæden ved at for-