205
nærme, „sig mig, er det sandt, at De den Dag, da De fik Ja-Ordet, sagde til Deres Forlovede, at det særligt glædede Dem, at hun var en Tiggerske, thi det var fordelagtigere at løfte sin Hustru op til sig fra Elendigheden, for da senere at kunne skalte og valte vilkaarligt over hende … og altid kunne forekaste hende, at hun af Dem var bleven overøst med Velgærninger!…”
„Min Herre,” raabte Lushin vredt og irriteret, — „at mistyde mine Ord saaledes! „Jeg maa sige Dem, at slige Rygter, der har naaet Dem, eller rettere sagt med Hensigt være Dem forebragte, de har ikke Spor af Grund, og jeg … har den Mistanke … med ét Ord … denne Fejl … Deres Moder!… Hun syntes mig ogsaa, alle hendes øvrige fortræffelige Egenskaber ufortalt, en Smule sværmerisk og romantisk. Alligevel var jeg dog milelangt borte fra at tænke mig, at hun kunde fordreje mine Ord saaledes, eller opfatte og fremstille dem saa falsk … Og endelig … endelig…”
„Og véd De hvad?” raabte Raskolnikow, idet han rejste sig op fra Puden og saa stivt paa ham med et gennemtrængende, funklende Blik, — „véd De hvad?”
„Naa, og hvad saa?” Lushin ventede med fornærmet og udfordrende Mine. Tavsheden varede nogle Sekunder.
„Jo, det var det! Om De en Gang til … vover … at nævne et eneste Ord om min Moder, saa skal De komme paa Hovedet ned ad Trapperne.”
„Hvad gaar der af Dig!” raabte Rasumichin:
„Aha, staar det saaledes til!” Lushin blegnede og bed sig i Læberne. — „Hør nu, min Herre,” begyndte han med Betoning, næsten aandeløs, idet han lagde stærkt Baand paa sig, — „allerede fra
