Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/216

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

210

Tilhørere, lyttede, tog et Femkopekstykke op af Lommen og lagde det i hendes Haand.

Den unge Pige brød pludselig af ved den højeste og mest følelsesfulde Pasfage, tilraabte sin Ledsager et skarpt „nok”, og begge gik videre til den næste Butik.

„Holder De ikke af Gadesang?” vendte Raskolnikow sig pludselig til en ikke længer ung Mand, som stod ved Siden af ham og saa ud som en Dagdriver.

Denne stirrede forundret paa ham.

„Jeg synes godt om den,” vedblev Raskolnikow, men med et Udtryk, som om der slet ikke var Tale om Gadesang; — „det vil sige, naar den synges til Lirekasse en mørk og fugtig Høstaften, men fugtigt maa Vejret ubetinget være, og de, som gaar forbi, maa se sygelige og gulblege ud; eller, endnu bedre, naar der falder vaad Sne, saaledes lige ned, ved Vindstille, forstaar De! naar man saadan kan se Gaslygterne blinke igennem…”

„Jeg véd ikke… undskyld …” mumlede Herren, der var bleven helt ængstelig ved Spørgsmaalet og ved Raskolnikows besynderlige Udtryk, hvorefter han gik over paa den anden Side Gaden.

Raskolnikow gik ligefrem og kom til Hjørnet af Høtorvet, hvor den Gang Købmanden og hans Kone, som talte med Lisbeth, havde staaet; men nu var de der ikke.

Da han genkendte Stedet, blev han staaende, saa sig om og vendte sig om til en ung Fyr, som gabende lænede sig ved Døren til en Melhandel.

„Købmanden, som boer her paa Hjørnet, og hans Kone, hvad er det nu de hedder?”

„Her er mange som handler,” svarede Fyren og maalte Raskolnikow med Øjnene.

„Men hvad hedder han?”