16
udtrykte sig paa, og over den uventede Tiltale. Thi skønt han nylig havde næret det Ønske, at udveksle Tanker med andre, følte han dog ved det første Ord, der blev rettet til ham, den sædvanlige fjendtlige Stemning overfor ethvert menneskeligt Væsen, der søgte at nærme sig ham.
„Student altsaa — eller forhenværende Student” — sagde Embedsmanden; „jeg tænkte nok det var saadan noget! Jeg har Erfaring, ærede Herre, megen Erfaring!” For at betegne denne gode Egenskab, pegede han med sin Finger paa Panden. „De er Student — De hører til den lærde Klasse! Tillader De?” Han rejste sig, greb Flasken og Glasset, dinglede hen til den unge Mands Bord og satte sig skraas overfor ham. Han var beruset, men talte dog flydende og let, og Tungen slog sjælden klik. Han bemægtigede sig Raskolnikow med en Ivrighed, som om han heller ikke havde talt med et Menneske en hel Maaned.
„Ærede Herre,” begyndte han i Prædiketone, „Fattigdom er ingen Last, det er sandt, og Drukkenskab er ingen Dyd, der er endnu mere sandt. Men Tiggeri, kære Herre, det er en Last. Som Fattig kan man bevare sin medfødte Selvstændighedfølelse, men ikke som Tigger. En Tigger jager man ikke engang bort med en Stok — man koster ham, fejer ham bort fra det menneskelige Selskab med Kosten, for derved at volde ham endnu dybere Smerte. Og det er ganske i sin Orden, for Tiggeren er i Stand til at nedværdige sig til alt. Deraf kommer ogsaa Drukkenskaben. For en Maaned siden har Hr. Lebesjatnikow pryglet min Kone — og min Kone er ikke saa slet som jeg. Forstaar De? — Tillad mig et Spørgsmaal — bare af Nysgærrighed: Har De aldrig nogen Nat sovet paa en Høbaad i Newa?”
