Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/230

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

224

Raskolnikow saa' ondskabsfuldt paa ham, — han var atter kommen til Besindelse.

„Tilstaa nu, at De troede det? Hvad? Ikke sandt?”

„Aldeles ikke! Nu mindre end nogensinde!” sagde Sametow hurtigt.

„Naa, nu har jeg Dig endelig! Musen gik i Fælden! Altsaa troede De det alligevel, siden De nu „mindre end nogensinde” tror det.

„Ikke paa nogen Maade!” raabte Sametow synlig forvirret, „men det var altsaa Deres Hensigt at skræmme mig paa den Maade for at komme til det Resultat.”

„Altsaa, De troede det ikke? Og hvad talte De om, da jeg gik fra Politikamret? Og hvorfor forhørte Løjtnant Pulver mig, da jeg vaagnede af Besvimelsen? Hej, Opvarter, hvor meget er det?”

Han tog sin Hue og rejste sig.

„Tredive Kopek,” svarede Opvarteren.

„Der har Du tyve Kopek i Drikkepenge; — se her, hvor mange Penge jeg har!” føjede han til, idet han rakte sin skælvende Haand med Papirpengene hen mod Sametow: Røde og blaa Sedler, fem og tyve Rubler. Hvor har jeg dem fra? Og hvor har jeg de nye Klæder fra? De véd jo, at jeg ikke ejede en Kopek! Min Værtinde har De vel allerede udfrittet .... Naa, nok om det! Paa behageligt Gensyn!”

Han gik, med skælvende Lemmer og i en næsten hysterisk Ophidselse, der dog ogsaa indeholdt en Del smærtelig Vellyst, — men forøvrigt mørk og forskrækkelig udmattet. Hans Ansigt var krampagtig fortrukket som efter et Krampetilfælde. Hans Udmattelse voksede stundom pludselig, og ligesaa pludselig kom Kræfterne tilbage, eftersom Ophidselsen steg eller blev svagere.