225
Sametow, som var bleven alene tilbage, sad endnu længe paa samme Plads, hensunken i Eftertanke.
Raskolnikow havde ufrivilligt omstødt alle de Tanker, han havde dannet sig om Mordsagen, og fast grundet en hel ny Anskuelse hos ham.
„Ilja Petrowitsch — er en Dumrian!” blev det afgørende Resultat.
Knap havde Raskolnikow aabnet Døren til Gaden, før han paa Trappen stødte paa Rasumichin, der var i Færd med at træde ind.
De var nær ved at støde Hovederne mod hinanden.
Rasumichin var i højeste Grad forbavset, men pludselig lynede den hæftigste Vrede i hans Øjne.
„Naa saa Du er altsaa her?” skreg han højt op. Flygtet fra Sygesengen! Og jeg, som ledte efter Dig under Sofaen! Paa Loftet var vi ogsaa, og Nastasia var lige ved at faa sig en Dragt Prygl for din Skyld … Og nu er Du her! … Rod'ka, hvad skal det betyde? Sig nu Sandhed! Tilstaa al Ting, hører Du?”
„Det skal betyde, at jeg er ked af Jer allesammen, og at jeg vil være i Fred!” svarede Raskolnikow roligt.
„Være i Fred? Og Du kan knapt staa, Du er bleg som et Lig og kan knapt trække Vejret! Din Nar!… Hvad har Du at gøre her i Krystalpaladset? Sig det straks!”
„Lad mig være!” sagde Raskolnikow og vilde gaa forbi. Men dette blev dog Rasumichin for grovt, og han greb ham i Skulderen.
„Lade Dig være? Det understaar Du Dig i at sige!” Jo-ho! véd Du, hvad jeg nu vil gøre med Dig? Jeg vil tage Dig ved Kraven og binde Dig sammen og slæbe Dig hjem, og der skal Du faa
