226
Lov at blive under Laas og Lukke — ser Du det vil jeg!”
„Hør nu, Rasumichin,” begyndte Raskolnikow sagte og tilsyneladende ganske rolig, — „ser Du da ikke, at jeg ikke ønsker nogle Velgærninger af Dig? Hvad er det for en Lyst Du har til at trænge Dig ind med Velgærninger paa dem, som — spytter paa dem! Og paa dem, som ikke hverken vil eller kan taale dem! Hvorfor søgte Du mig, da jeg begyndte at blive syg? Maaske vilde jeg have været glad ved at dø? Har jeg ikke i Dag tydelig nok vist Dig, at Du plager mig — at Du er mig imod? Hvad Glæde kan man have i at plage Folk! Jeg forsikrer Dig, at dette hindrer mig i at blive rask, det irriterer mig uafbrudt. Sossimow gik jo sin Vej for ikke at plage mig! For Guds Skyld, lad Du mig ogsaa være i Fred! Og hvad berettiger Dig egentlig til at holde mig tilbage med Magt? Mærker Du da ikke, at jeg nu taler fuldkommen fornuftigt? Vær saa god at sige mig, hvorledes jeg skal bede Dig, for at Du kan lade mig være i Fred og forskaane mig for dine Velgærninger! Lad mig saa være utaknemlig, gemen, men for Guds Skyld lad mig være i Fred! Lad mig være! Lad mig være!”
Han havde begyndt rolig og glædet sig til i al Sindighed at faa givet sit onde Lune Luft, men han endte i Vrede og aandeløs som forhen med Lushin.
Rasumichin stod et Øjeblik uden at gøre en Bevægelse, men saa betænkte han sig og slap Taget.
„Naa, saa gaa Fanden i Vold!” sagde han sagte og næsten eftertænksomt. — „Holdt,” raabte han pludselig, da Raskolnikow vilde gaa, „hør, hvad jeg siger: Jeg erklærer herved, at I allesammen, fra den første til den sidste, er Fjasemagere og Storskrydere! Naar blot en af Jer en Gang faar en
