237
„Og hvad er der at se paa den?”
„Aa, tag bare og bring ham paa Politistationen!” faldt pludselig en ny Stemme ind.
Raskolnikow saa over Skuldren hen paa den, som havde talt, og sagde ligesaa sagte og langsomt: „Kom!”
„Ja bring ham bare derhen!” vedblev den forrige, „hvad har han at gøre med det, hvad er det, han vil, he!”
„Beruset er han ikke, Gud véd, hvad han vil!…” mumlede Arbejderen.
„Men saa sig, hvad det er, De vil?” skreg Portneren atter til ham; han var bleven dygtig vred, — „hvorfor trænger Du Dig ind her?”
„Er Du maaske bange for Politistationen?” svarede Raskolnikow spottende.
„Bange, hvorfor det? Se Du til, at Du stikker af!”
„Det er en Tyveknægt!” raabte en kvindelig Stemme.
„Aa, hvad er der at staa og snakke om,” raabte den anden Portner, en stor, svær Fyr, som bar Nøgler i Bæltet;… han er, naar alt kommer til alt, maaske en Tyveknægt … afsted med Dig!”
Han greb Raskolnikow i Armen og skubbede ham ud paa Gaden.
Raskolnikow snublede og var ved at falde; da han atter fik Ligevægten, saa' at endnu en Gang paa dem allesammen og gik videre.
„Det var en underlig Fyr,” sagde Arbejderen.
„Ja, Menneskene bliver underligere Dag for Dag nu for Tiden,” sagde Fruentimmeret.
„I skulde heller have bragt ham paa Stationen,” sagde den mindste af Portnerne.
„Det lønner sig ikke at indlade sig med slig Folk,” sagde den store Portner afgørende, „det er
