19
sken brast ud i Skoggerlatter og selv Værten fortrak Ansigtet til et Grin. „Det oprører mig ikke, at man ryster paa Hovedet. Alle véd det jo, og enhver Hemmelighed bliver en Gang aabenbaret. Jeg nævner det ikke med Foragt, men i Ydmyghed. Det gør ikke noget. Lad dem bare brøle: Se, hvilket Menneske! — Tillad mig, unge Mand, kan De — — nej, der maa en stærkere Betegnelse til — tør De, naar De nu sidder lige over for mig og ser paa mig, paastaa med Bestemthed, at jeg ikke er et Svin?”
Den unge Mand tav.
„Naa,” vedblev Taleren, efter at han med megen Værdighed havde ventet til Latteren omkring ham var standset, „lad ogsaa mig være et Svin, men hun er en Dame! Jeg er ikke bedre end et Dyr, men Katharina Iwanowna, min Hustru, er en dannet Kvinde og Datter af en Stabsofficer. Lad mig være en Usling, hun ejer et ædelt Hjærte, hun har Opdragelse og Følelse. Og dog — naar hun bare vilde have Medlidenhed med mig, kære Herre — det er jo nødvendigt, at man i det mindste har et Sted, hvor man finder Medlidenhed, men Katharina Iwanowna er dog ikke god, uagtet hun har et ædelt Hjærte. Og dog forstaar jeg godt, at naar hun trækker mig i Haaret, saa er det af bare Medlidenhed hun gør det. Thi jeg vil ikke skjule det for Dem, unge Mand, hun trækker mig i Haaret,” tilføjede han med dobbel Værdighed, da han igen blev afbrudt af den høje Latter. „O, Gud! naar hun bare en eneste Gang — — Men hvad nytter det at tale derom? Jeg er aldrig Genstand for Længsel, aldrig for Medlidenhed. Mit Ansigt viser det allerede — jeg er ikke andet end et Dyr!”
„Ja — det er vist!” bemærkede Værten og gabede.
