245
og for hvilket intet Menneske, uden Undtagelse, trods den sandeste Medfølelse og den inderligste Deltagelse, kan sige sig ganske fri.
Bag Døren hørte man for øvrigt allerede Stemmer, som talte om Hospitalet, og at man ikke burde sætte Husets Folk i en saadan Ophidselse.
„Man behøver vel heller ikke at dø!” raabte Katerina Iwanowna og var allerede paa Vej til at lukke Døren op og med haarde Ord at gøre dem derinde Situationen begribelig, da hun paa Dørtærskelen stødte paa Madam Lippewechsel selv.
Denne havde netop hørt om Ulykken og kom nu for at træffe sine Forholdsregler. Hun var et stridbart og uroligt tysk Kvindemenneske.”
Paa daarligt russisk forlangte hun som Værtinde, at den overkørte straks skulde bringes til Hospitalet.
Katerina Iwanowna, som lige over for Madam Lippewechsel altid plejede at antage en storartet Tone, for at hun ikke skulde glemme „sin Stilling”, kunde heller ikke nu lade være at unde sig denne Fornøjelse.
„Amalia Iwanowna,” sagde hun, „jeg anmoder Dem om at passe lidt paa, hvad De siger! De ser selv, hvad der er sket med Ssemjon Sacharytsch, han ligger og skal dø. Jeg anmoder Dem om straks at lukke den Dør og ikke slippe nogen ind. Sørg De bare for, at han i det mindste kan dø i Fred, ellers forsikrer jeg Dem, skal Generalguvernøren selv i Morgen faa at vide, hvordan De har opført Dem. Fyrsten kendte mig den Gang jeg endnu var ugift, og han husker meget godt Ssemjon Sacharytsch, hvem han ofte har vist Godhed. Enhver véd, at Ssemjon Sacharytsch havde mange Venner og Beskyttere, og at han kun af Noblesse holdt sig borte fra dem, fordi han kendte sin ulykkelige Svaghed; men nu — her
