248
Nytte. Om fem eller ti Minutter er Døden der sikkert.”
„Men aarelad ham alligevel!”
„Ja for mig gærne — men for Resten siger jeg Dem, at det er aldeles unyttigt.”
Nu hørte man igen Skridt. De Personer som stod udenfor Døren, gjorde Plads, og paa Dørtærskelen saas Præsten, en lille graahaaret, gammel Mand, med Dødssakramenterne. En Politibetjent havde faaet fat i ham paa Gaden.
Lægen overlod ham straks sin Plads og vekslede betydningsfulde Blikke med ham. Raskolnikow bad Lægen om at vente lidt endnu, denne trak paa Skuldrene og blev.
Alle traadte lidt tilbage. Skriftemaalet var kort. Den Døende havde næppe sin fulde Bevidsthed; han fik kun utydelige, afbrudte Stavelser frem.
Katerina Iwanowna tog Lidotschka og Drengen ved Haanden og knælede ned med dem i Krogen ved Ovnen. Den lille Pige rystede kun, men Drengen knælede paa de nøgne Knær, løftede af og til Hænderne, korsede sig eftertrykkeligt, bøjede sig helt ned til Gulvet, saa han endog stødte mod det med Panden, hvad der syntes at volde ham særlig Tilfredshed.
Katerina Iwanowna bed Læberne sammen og søgte at holde sine Taarer tilbage; hun bad ogsaa, men glemte dog ikke at sætte Barnets Skjorte til Rette og dække Pigens nøgne Skuldre med et Tørklæde, som hun uden at rejse sig kunde naa paa Kommoden. Under alt dette blev hun ved at bede.
Imidlertid blev Døren til de indre Værelser atter aabnet af de Nysgærrige. Ude paa Trappegangen havde Husets Beboere samlet sig uden dog at komme nærmere.
