Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/258

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

252

hvem han hidtil ikke havde lagt Mærke til, da hun stod i Skyggen.

„Hvem er det? hvem er det?” fik han pludselig frem med hæs, stønnende Stemme. Idet han ganske urolig vendte Øjnene mod Døren, hvor Sofia stod. Han gjorde endogsaa et Forsøg paa at rejse sig op.

„Bliv liggende!” skreg Katerina Iwanowna til ham.

Men ved en utrolig Anstrengelse lykkedes det ham dog at løft Overkroppen og støtte sig paa en Haand. Vildt og stirrende saa han en Stund paa sin Datter, som om han ikke kendte hende.

„Sofia, min Datter, tilgiv!” skreg han og ville række Haanden ud imod hende, men den støttende Arm svigtede, han tabte Ligevægten og styrtede fra Sofaen med Ansigtet lige ned paa Gulvet.

De løb til, løftede ham op og lagde ham atter paa Sofaen, men han var allerede i Dødsøjeblikket.

Sofia skreg højt, løb hen, omfavnede ham og tabte Bevidstheden.

Han døde i hendes Arme.

„Endelig har han naaet sit Maal!” raabte Katerina Iwanowna og betragtede sin Mands Lig. „Men hvad nu? Hvorledes skal jeg kunne skaffe ham i Jorden? Og hvad skal jeg føde dem der med i Morgen?”

Raskolnikow gik hen til Katerina Iwanowna.

„Katerina Iwanowna,” begyndte han, „i forrige Uge fortalte Deres afdøde Mand mig sit hele