20
Marmeladow slog med den knyttede Næve i Bordet.
„Men saadan maa jeg være! Véd De, min Herre! véd De, at jeg har drukket alt op lige til hendes Strømper? Ikke alene Skoene, men Strømperne med! Hun havde et Halstørklæde af Gedehaar — det var hendes eget — det har jeg ogsaa drukket op! — Vor Lejlighed er meget kold, sidste Vinter har hun forkølet sig, og nu hoster hun — hun hoster Blod. Børnene er smaa — vi har tre — og Katharina Iwanowna arbejder fra tidlig Morgen til sent om Aftenen; hun skurer og vasker og pusler om Børnene — hun er vant til Renlighed fra ganske lille; men hun har et svagt Bryst, hun har Anlæg til Brystsyge, det føler jeg godt! — Hvorfor skulde jeg ikke føle det! Jeg drikker jo, for at søge Trøst i Glasset! Jeg drikker, fordi jeg vil lide dobbelt!” Ligesom i Fortvivlelse bøjede han Hovedet ned til Bordet.
„Unge Mand,” vedblev han, da han atter hævede Hovedet, „jeg læser i Deres Ansigt saadan noget som Kummer. Lige fra De traadte her ind har jeg lagt Mærke til det, og derfor henvendte jeg mig til Dem. Naar jeg fortæller Dem mit Livs Historie, saa er det ikke for at spille Komedie for disse Dovendyr, som desuden allerede kender den — jeg søger kun et medfølende, dannet Menneske. De maa vide, at min Hustru er bleven opdraget i et adeligt Guvernements-Institut, og ved hendes Bortgang dansede hun for Guvernøren og de andre høje Herrer, hvorfor hun fik Guldmedaille og en Dygtighedsattest. Medaillen — naa, ja — den har vi solgt — det er allerede længe siden — hm! — men Attesten ligger endnu i hendes Kuffert — det er ikke længe siden hun havde den fremme, for at vise Værtinden den. Hun holder ellers ikke meget af Værtinden;
