254
af fuld og mægtig Livslyst, der pludselig var brudt ind over ham.
Denne Følelse kunde blot sammenlignes med den, der griber en dødsdømt, naar han pludselig og uventet benaades.
Paa Trappen blev han indhentet af Præsten, der begav sig hjem; Raskolnikow lod ham passere idet han blot sendte den Gejstlige en tavs Hilsen.
Da han allerede var paa det sidste Trin, hørte han pludselig hurtige Skridt bag sig; det var En, som søgte at indhente ham.
Det var Polenka; hun løb efter ham og raabte: „Hør De, hør De!”
Han vendte sig om, hun var bleven staaende et Trin højere lige bag ham. Et svagt Lysskin trængte op fra Gaarden. Raskolnikow kunde skælne Barnets magre, men elskelige Ansigt, der smilte til ham og saa barnligt paa ham.
Hun kom med en Besked, der øjensynlig interesserede hende selv.
„Hør, hvad hedder De?… og hvor bor De?” spurgte hun hastigt og stakaandet.
Han lagde begge Hænder paa hendes Skuldre og saa paa hende, som om der vederfaredes ham en Lykke — han vidste selv ikke hvorfor.
„Hvem har sendt Dig, min Pige!”
„Det er Søster Sofia, som har sendt mig,” svarede den lille Pige og smilede endnu gladere.
„Det kunde jeg næsten tænke mig, at det var Søster Sofia, som sendte Dig…”
„Og Moder har ogsaa sendt mig. Da Søster Sofia bad mig gaa, kom Moder hen og sagde: Skynd Dig, Polenka!”
„Holder Du meget af Søster Sofia?”
„Ja mer end af alle de andre!” sagde Polenka
