Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/261

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

255

med en ejendommelig Bestemthed og hendes Smil blev alvorligere.

„Og tror Du, Du kunde holde af mig ogsaa?”

I Stedet for at svare, nærmede den lille Pige sit Ansigt til hans, og hendes fyldige Læber strakte sig frem til Kys.

Pludselig omfavnede de tynde Arme ham og trykkede ham fast, rigtig fast til sig, det lille Hoved lænede sig paa hans Skulder, og Barnet græd sagte med Ansigtet fast knuget ind til ham.

„Det med Fader gør mig saa ondt,” sagde hun efter et Minut, idet hun løftede sit forgrædte Ansigt og tørrede Taarerne bort, „nu kommer der saa mange Ulykker paa en Gang,” blev hun ved med hint ejendommelige, alvorlige Udtryk som Børn ofte faar, naar de vil tale som Voksne.

„Holdt Papa af jer?”

„Lidotschka holdt han mere af end os andre,” blev hun alvorligt ved, „og det var fordi hun er saa lille og saa er hun sygelig; han havde altid Godter med til hende, men os andre lærte han at læse, ja og mig lærte han Grammatik og Religion,” tilføzede hun med Værdighed; „Moder sagde nok ingen Ting, men vi mærkede alligevel godt, at hun syntes om det, og Papa mærkede det samme. Moder vil lære mig fransk, for det er snart paa Tide, at jeg lærer noget ordentligt.”

„Kan i bede ogsaa?”

„Ja, vist kan vi, for længe siden! Fordi jeg er saa stor, saa beder jeg for mig selv alene, men Kolja[1] og Lidotschka beder højt sammen med Moder; først beder de Gudsmoderbønnen og saa endnu en

Bøn: „Herre Gud forlad og velsign Søster Ssonja”,

  1. Diminutiv for Nikolaj.