Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/266

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

260

… Sagen er, at denne Tanke … Du forstaar? … at de virkelig have bidt paa … begriber Du? Men ingen af dem dristede sig til at udtale den højt, fordi det dog havde været det allerstørste Vanvid; men især da de fik fat i denne Maler, da sprang Boblen itu, og det hele Vrøvl dunstede bort. Hvorfor er de ogsaa saadan nogle Asener? Den Gang pryglede jeg Sametow en Smule — men det bliver mellem os, bedste Ven, hører Du, lad Dig ikke mærke med, at Du véd noget om det — han er ømfindtlig, det har jeg mærket. Han var hos denne Lawise; — men i Dag nu i Dag er det Hele blevet klart. Især var det denne Ilja Petrowitsch, som som var Skyld i Historien! Han benyttede sig af din Afmagt paa Politistationen, men senere skammede han sig; jeg véd det…”

Raskolnikow lyttede med Begærlighed, og Rasumichin plaprede i sin Fuldskab ud med alt, hvad han havde paa Hjærte.

„Jeg besvimede, fordi Luften var saa lummer og der lugtede saa fælt af Oliemaling,” sagde Raskolnikow.

„Behøver Du at give Forklaringer? Det var ikke Malingen alene. I en hel Maaned havde Du slidt med en Hjærnebetændelse, Sossimow bevidner det! Men hvor den Fyr nu er nedslagen, det kan Du ikke gøre Dig et Begreb om! Han siger, jeg er ikke saa meget værd som Lillefingeren paa dette Menneske!… Dig mener han. Han har, ser Du, sommetider gode Indfald. Men Lektionen i Dag i Krystalpaladset, den Lektion var et non plus ultra. Véd Du, at Du skræmte ham i den Grad, at han nær havde faaet Krampe? Du havde jo næsten atter paanødet ham en Overbevisning om dette Nonsens, og saa, pludselig — ligesom Du rakte Tunge til ham: „Dèr, hvad fik Du saa ud af det?” — Det