262
„Ser Du ikke? Der er Lys inde i mit Værelse, ser Du, gennem Sprækken…”
De stod allerede paa den næstsidste Trappe ved Værtindens Bolig, og de kunde virkelig der nede fra se, at der var Lys i Raskolnikows Værelse.
„Det er dog besynderligt! … Skulde det være Nastasia?” sagde Rasumichin.
„Hun er aldrig hos mig paa den Tid, hun sover for længe siden … men, — det er mig det samme!… Farvel!”
„Snak! Jeg følger Dig jo, vi gaar ind sammen!…”
„Jeg véd, at vi gaar ind sammen, men jeg vil dog trykke din Haand her og tage Afsked med Dig. Naa, kom med Haanden, Farvel!”
„Hvad er det nu igen med Dig, Rodja?”
„Ingenting … kom Du bare, Du skal være Vidne…”
De gik op ad Trappen, og Rasumichin tænkte, om ikke Sossimow alligevel kunde have Ret. „Ak, jeg har bare ophidset ham med mit Snak!” mumlede han hen for sig. Pludselig, da de nærmede sig Døren, hørte de Stemmer i Værelset.
„Halloj … hvad er det, som gaar for sig dèr?” raabte Rasumichin.
Raskolnikow var den første ved Døren, han rev den op paa vid Væg og stod som fastnaglet til Tærsklen.
Hans Moder og Søster sad inde hos ham paa Sofaen og havde allerede ventet paa ham i halvanden Time.
Hvoraf kom det, at han allermindst havde ventet dem, og slet ikke tænkt paa dem trods den just i Dag modtagne Meddelelse, at de var undervejs og kunde komme naar som helst!
I disse halvanden Time havde de spurgt Na-
