263
stasia ud om alt muligt. Hun stod endnu foran dem og havde fortalt, hvad hun vidste. De var ude af sig selv af Angst, da de hørte, at Raskolnikow i Dag var „flygtet” og det, i Følge Beretningen, i Feberophidselse.
„For Guds Skyld, hvad er der blevet af ham!”
De græd begge og havde i disse halvanden Times Ventetid baaret paa den forfærdeligste Kval.
Et henrykt Glædesskrig mødte Raskolnikow, da han viste sig. Begge kastede sig om hans Hals. Men han stod dèr som livløs; en utaalelig, pludselig Erindring traf ham som en Lynstraale. Armene løftede sig ikke for at omarme dem, han havde ikke Kraft til det.
Moder og Søster trykkede ham til sit Hjærte, kyssede ham, lo, græd … Han tog et Skridt, vaklede … og styrtede afmægtig om.
Almindelig Forvirring, Skræk, Skrig og Veraab.
Rasumichin, som stod i Døraabningen, ilede ind i Værelset, greb den Syge med sine kraftige Arme, og i næste Øjeblik befandt denne sig paa Sofaen.
„Det siger ingenting, ingenting!” sagde han til Moderen og Søsteren, „det er en Besvimelse, en Ubetydelighed! Lægen sagde netop, at han var meget bedre, at han næsten var rask! Giv mig lidt Vand! Naa, nu kommer han jo allerede til sig selv, han er atter ved sin Bevidsthed!”
Rasumichin greb Dunetschkas Haand, men saaledes, at han nær havde revet den af Led, og bøjede hende derhen, saa hun kunde overtyde sig om, at han atter var kommen til Bevidsthed. Moder og Søster saa rørte og taknemmelige paa Rasumichin som paa et Forsyn; de havde allerede hørt af Nastasia, hvad denne „flinke unge Mand” — som Pulcheria Alexandrowna Raskolnikow selv den samme Aften kaldte
