264
ham i en intim Samtale med Dunja — hvad han havde været for deres Rodja under hele Sygdommen.
XV.
Raskolnikow satte sig oprejst i Sofaen.
Han vinkede mat ad Rasumichin, og bad ham om at afbryde den Strøm af ivrige og usammenhængende Trøsteord, som han rettede til Moder og Søster, og saa tog han begges Hænder i sine og saa inderlig snart paa den ene, snart paa den anden.
Moderen forskrækkedes ved hans Blik. Der lyste i dette ikke alene en dyb Lidelse, men samtidig ogsaa noget vildt, ja næsten vanvittigt.
Pulcheria Aleksandrowna begyndte at græde.
Awdotja Romanowna var bleg, hendes Haand rystede i Broderens.
„Gaa hjem … med ham,” fik han frem med svag, skælvende Stemme, idet han hentydede til Rasumichin, … „til i Morgen … i Morgen tales vi ved om al Ting … Er det længe siden i kom?”
„Nu i Aften, Rodja,” svarede Pulcheria Aleksandrowna, „Toget var forsinket. Men, Rodja, nu gaar jeg ikke for nogen Pris fra Dig! Jeg bliver her i Nat —”
„Plag mig ikke!” sagde han lidt hæftigt og idet han afværgede med Haanden.
„Jeg skal blive hos ham!” raabte Rasumichin, „jeg skal ikke forlade ham et Minut; … Fanden i Vold med dem der hjemme hos mig, lad dem ærgre
