279
Begge Damer havde denne Gang stolet fuldt ud paa Rasumichins Forsikring; og rigtig, han havde faaet Sossimow med sig. Denne havde straks vist sig villig til at forlade Selskabet og besøge Raskolnikow, men Damerne vilde han i Begyndelsen slet ikke se: han troede ikke paa den omtaagede Rasumichins Forsikringer. Men hans Egenkærlighed blev snart beroliget, og han følte sig ligefrem smigret, da han saa, at man virkelig havde ventet paa ham som paa et Orakels Svar.
Han blev akkurat ti Minuter hos dem, og det lykkedes ham fuldstændigt at berolige Pulcheria Alexandrowna.
Han talte med stor Deltagelse, men var tilbageholden og meget alvorlig, aldeles som en syvogtyveaarig Doktor ved en vigtig Konsultation; han veg ikke med et eneste Ord bort fra den Genstand, der havde bragt ham derop og ytrede heller ikke det ringeste Ønske om at træde i personligere og nærmere Forhold til Damerne.
Ved sin Indtrædelse lagde han straks Mærke til Awdotja Romanownas blændende Skønhed, men han gjorde alt for ikke at lade sig mærke med dette Indtryk og rettede sine Ord udelukkende til Pulcheria Alexandrowna. Dette var ham en særlig, indre Tilfredsstillelse.
Om den Syge ytrede han, at han nylig havde fundet ham i en særdeles tilfredsstillende Tilstand. Efter hans Iagttagelser var Sygdommens Aarsager at søge, bortset fra Patientens daarlige Forhold i de sidste Maaneder, i et vist moralsk Oprør; den var, saa at sige, et Produkt af mange i hinanden slyngede moralske og materielle Indflydelser, Uro, Bekymringer, Sorger, visse Ideer osv.
Da han lagde mærke til, at Awdotja Remanowna
