280
hørte særlig opmærksomt paa ham, indlod han sig i Enkeltheder vedrørende dette Tema.
Pulcheria Alexandrownas sky, urolige Spørgsmaal angaaende Mistanken om Sindsforvirring besvarede han med rolig og aaben Spot, og sagde, at hans Ord var blevne overdrevne, at den Syge vistnok syntes at have en fiks Ide, noget i Retning af Monomani — han, Sossimow sysselsatte sig just særlig med denne overordentlig interessante Del af den medicinske Videnskab — men at man maatte tage den Syges febrilske, fantaserende Tilstand i Betragtning. Den havde jo varet næsten lige til i Dag og … Slægtningernes Ankomst vilde i ethvert Tilfælde virke heldigt paa ham, styrke ham og adsprede ham — „forudsat at man kunde undgaa nye, overordentlige Rystelser” — tilføjede han betydningsfuldt.
Saa rejste han sig, anbefalede sig ærbødigt og gik, fulgt af Moderens Velsignelse og inderligste Taksigelser, samt lykkelig over de uden hans Initiativ fremkaldte Haandtryk af Søsteren. Han var yderst tilfreds med sit Besøg og endnu mere med sig selv.
Lad nu alt andet hvile til i Morgen; nu bør De straks gaa til Ro, ubetinget!” tilføjede Rasumichin, der fjærnede sig sammen med Sossimow, „i Morgen, saa tidlig som muligt, er jeg hos Dem for at bringe Oplysninger.
„Men hvad denne Awdotja Romanowna dog er for en henrivende Kvinde!” bemærkede Sossimow, da de kom ned paa Gaden.
„Henrivende? Du sagde henrivende?” brølede Rasumichin, styrtede løs paa Sossimow og greb ham i Struben. „Hvis Du nogensinde understaar … begriber Du? forstaar Du mig?” skreg han til ham, idet han rystede ham i Kraven og trykkede ham til Væggen … „hører Du?”
„Men saa slip mig dog, din drukne Satan!”
