288
prygle mig for det! Men sig mig, tror Du det virkelig?”
„Vrøvl, siger jeg. Det var Dig selv, som skildrede ham for mig som lidende af en fiks Jdé, da Du førte mig hen til ham … Naa, og i Gaar gav vi hans Ideer endnu mere Næring ved vor Samtale … om Malersvenden; det var rigtig en vellykket Underholdning, især naar man betænker, at netop det maaske hænger sammen med hans forrykte Ideer. Dersom jeg bare havde vidst, hvad der den Gang gik for sig paa Politikamret, og at … at slig en Kanallie vovede at fornærme ham … og med en saadan Mistanke! Hm! … saa havde jeg naturligvis ikke tilladt en saadan Samtale. Folk med slige Ideer har jo den Særhed, at de gør en Flue til en Elefant — det vanvittigste synes dem som den haandgribeligste Virkelighed … Saa vidt jeg husker er Sagen allerede bleven mig halvvejs klar ved Sametows Beretning. Jeg kan mindes et Tilfælde med en fyrretyveaarig Hypokondrist, som ikke kunde taale en otte Aars Drengs Drillerier ved Bordet, og stak ham ihjel! Og her, dette Sammentræf — han, som er tarvelig klædt, og saa den frække Politiofficer og Sygdommen i Anmarsch — og en saadan Mistanke! Indtrykket paa en saadan indbildt Hypokondrist, med rasende, ubegrænset Æresfølelse, er aabenbar! Der har vi maaske hele Udgangspunktet for Sygdommen! Gid Fanden havde det altsammen!.... Apropos, denne Sametow er virkelig en ganske net Fyr, men det Vrøvl i Gaar skulde han heller have ladet fare .... saadan et Vrøvlehoved!”
„Hvem har han da fortalt det til! Mig og Dig!”
„Og Porphyrius.”
„Naa, selv om Porphyrius har hørt det, hvad gør saa det?”
