289
„Aa, sig mig en Gang, har Du maaske nogen Indflydelse paa dem, paa Moder og Søster? De maa i Dag være rigtig forsigtige med ham.”
„De tager sig nok iagt,” sagde Rasumichin skødesløst.
„Hvad kan det egentlig være, som har gjort ham saa vred paa denne Lushin? Han er en formuende Mand og synes ikke at være hende helt lige gyldig … hun selv har jo ingenting, vel?”
„Hvad har Du med at udforske mig?” skreg Rasumichin opirret; „hvor ved jeg, om hun har noget eller ikke? Spørg hende selv, saa faar Du det maaske at vide!”
„Føj, hvor Du altid bliver hidsig! Eller er det Dunsterne fra i Gaar?… Naa, paa Gensyn; tak din Praskowja Pawlowna for Nattelogis'et. Hun havde lukket sig inde; paa mit „god Dag” gennem Døren fulgte der intet Svar; Klokken syv stod hun op og fik Samowaren ind fra Køkkenet gennem Korridoren. Jeg havde ikke den Lykke at faa hendes Ansigt at se.”
„Præcis Klokken ni indfandt Rasumichin sig hos Damerne.
De havde længe ventet ham med stor Utaalmodighed og var staaet op Klokken før syv.
Mark som Natten traadte han ind, hilsede kejtet — og ærgrede sig naturligvis over det. Men han havde gjort Regning uden Vært; Pulcheria Alexandrowna styrtede ham i Møde, greb begge hans Hænder og havde nær kysset dem.
Han saa ængstet hen paa Awdotja Romanowna, men ogsaa paa dette stolte Ansigt laa der nu et saadant Udtryk af Erkendtlighed og Venskab, en saa oprigtig og uventet Agtelse, i Stedet for de spodske Blikke og den daarlig skjulte Ringeagt, han havde ventet, at det egentlig næsten havde været ham
