291
„Altsaa Dmitrij Prokofjitsch, jeg vilde saa gærne vide … hvordan overhovedet … hvad han nu har for Anskuelser, d. v. s. forstaa mig ret, hvorledes skal jeg udtrykke mig for at gøre det tydeligt for Dem: Hvad han syntes om og hvad han ikke synes om … er han altid saa pirrelig? Hvad har han for Ønsker og Forhaabninger, om jeg saa maa udtrykke mig. Hvad er det, som nu mest har Indflydelse over ham? Med ét Ord, jeg ønskede…”
„Men Moder, hvordan skulde man kunne svare paa alt det paa en Gang!” bemærkede Dunja.
„Ak, min Gud, hvor kunde jeg have ventet at faa se ham igen i en saadan Tilstand, Dmitrij Prokofjitsch!”
„Det er meget naturligt,” svarede denne, „jeg har vel ikke nogen Moder, men en Onkel, som kommer hertil hvert Aar, og næsten hver Gang kender han mig ikke, skønt han er en ganske kløgtig Fyr. I de tre Aar, De og Raskolnikow har været skilte, kunde der passerer meget. Hvad skulde jeg saa kunne sige Dem?… for halvandet Aar siden lærte jeg Rodion at kende; han er mørk, gnaven, storartig og stolt; i den sidste Tid tillige mistroisk og i daarligt Humør; han er højmodig og god; han lægger ikke gærne sine Følelser for Dagen, foretrækker hellere at synes haard end at ødsle med hjærtelige Ord. Sommetider er han for Resten slet ikke i slet Lune men simpelthen kold og følesløs lige til Umenneskelighed; det er ligesom om to modstridende Naturer afvekslende havde Overhaand i ham. Ofte er han overordentlig tavs, altid forstyrrer man ham, skønt han ofte ligger hen og ikke bestiller noget. Han holder ikke af at spotte, ikke fordi han mangler Vittighed til det, men det synes snarere, som om han ikke har Tid til slige Ubetydeligheder. Naar der fortælles noget, saa hører han sluttelig ikke paa det.
