292
Og det, som i et givet Øjeblik alle interesserer sig for, det bryder han sig sædvanligvis slet ikke om. Om sig selv tror han overordentlig meget, og, som det synes, ikke med Uret. Naa, hvad skal jeg saa mere sige Dem?… Jeg haaber, at Deres Ankomst vil virke befriende paa ham.”
„Ak, Gud give det!” raabte Pulcheria Alexandrowna, der var bleven ganske nedtrykt af Rasumichins Karakteristik af hendes Søn.
Tilsidst vovede Rasumichin ogsaa at se mere tillidsfuldt paa Awdotja Romanowna. Under Samtalen havde han kun nu og da vovet at kaste et flygtigt Blik paa hende.
Awdotja Romanowna havde afvekslende sat sig ved Bordet og hørt opmærksomt til, saa havde hun atter rejst sig og som sædvanligt gaaet op og ned ad Gulvet med korslagte Arme; hendes Læber var sammenpressede, hendes Udtryk eftertænksomt; kun nu og da havde hun stillet et Spørgsmaal.
Rasumichin mærkede saavel paa Damernes Klædedragt som ogsaa af andre Ting, at de var i meget smaa Kaar. Havde Awdotja Romanowna været klædt som en Dronning, vilde han slet ikke have været bange for hende; men just fordi hint var saa tarvelig, var han ængstelig ved hvert Ord, hver Bevægelse: og dette var naturligvis yderst generende for et Menneske, der saa alligevel ikke havde synderlig Selvtillid.
„De har nu fortalt os meget interessant om min Broders Karakter, og var, som det synes mig, aldeles upartisk. Det er godt: i Begyndelsen troede jeg, at De saa op til ham med Ærefrygt,” begyndte Awdotja Romanowna. „Jeg tror ogsaa det var rigtigt, at han fik et kvindeligt Væsen om sig,” tilføjede hun grublende.
