293
„Det har jeg ikke sagt; for Resten er det nok muligt, at De kan have Ret, men …”
„Hvad?”
Han holder jo ikke af nogen … kommer maaske heller aldrig til at holde af nogen,” sagde Rasumichin hensynsløst.
„Skal det sige, at han ikke er i Stand til at fatte Kærlighed?”
„Véd De egentlig, Awdotja Romanowna, at De har en mærkværdig Lighed med Deres Broder, og det i alting!” — plumpede Rasumichin uvilkaarligt ud: men saa huskede han pludselig paa det, han lige havde sagt om Broderen, rødmede og blev skrækkelig forlegen.
Awdotja Romanowna kunde ikke bare sig for at le højt.
„Hvad Rodja angaar, saa kan I jo begge to tage fejl,” sagde den noget ømfindtlige Pulcheria Alexandrowna. „Jeg taler ikke om nu, Dunetschka. Hvad Peter Petrowitsch skriver dèr i dette Brev … og som ogsaa vi har troet det er maaske ikke rigtigt; men De kan ikke forestille Dem, Dmitrij Prokofjitsch, hvor han er fanatisk, eller, hvad skal jeg kalde det, lunefuld. Jeg kunde aldrig forlade mig paa hans Karakter, selv ikke da han knap var femten Aar gammel. Ogsaa nu kunde han være i Stand til at udføre noget, som intet Menneske vilde tænke paa vi behøver ikke at gaa langt: De kender vist til, da han for halvandet Aar siden satte mig i Forbavselse og næsten lagde mig i Graven, ved at han pludselig besluttede at ville gifte sig med hende … Datteren til denne Sarnitzin, hans Værtinde?”
„Véd De noget udførligere om den Historie?” spurgte Awdotja Romanowna.
„Tror De kanske,” vedblev Pulcheria Alexandrowna ivrig, „at mine Taarer, mine Bønner, min
