295
Rasumichin fortalte endnu en Gang alting udførligt, men tilføjede denne Gang sin egen Mening om Sagen: han beskyldte Raskolnikow ligefrem for paa Forhaand at have besluttet at fornærme Peter Petrowitsch Lushin, og han lod kun meget betinget hans Sygdom gælde som Undskyldningsgrund.
„Den Beslutning var allerede taget for Sygdommen,” sagde han.
„Det er ogsaa min Mening,” sagde Pulcheria Alexandrowna nedslagen.
Hun undrede sig for øvrigt over, at Rasumichin denne Gang udtalte sig saa forsigtigt, ja endog ærbødigt om Luschin; Awdotja Romanowna var denne Adfærd ogsaa paafaldende.
„Altsaa det er Deres Mening om Peter Petrowitsch,” kunde Pulcheria Alexandrowna ikke afholde sig fra at spørge.
„Om Deres Datters tilkommende Mand kan jeg ikke have nogen anden Mening,” svarede Rasumichin fast, „jeg siger det ikke blot som Høflighedsfrase, men … men ganske simpelt fordi Awdotja Romanowna selv og frivilligt har valgt ham til sin Mand. Naar jeg i Gaar gjorde ham saa slet, saa var det fordi — fordi jeg da var uforsvarlig drukken … jeg havde tabt Forstanden, komplet… og i Dag skammer jeg mig over det!”
Han rødmede og tav.
Awdotja Romanownp rødmede ligeledes, men afbrød ikke Tavsheden; siden Talen kom paa Lushin, havde hun ikke sagt et eneste Ord.
Uden Datterens Understøttelse var imidlertid Pulcheria Alexandrowna aabenbart uvis, om hun skulde blive vred. Endelig besluttede hun sig, stammende og af og til med spørgende Blikke paa Datteren, til at fremkomme med den Bemærkning, at
