299
i et Værtshus, det var ganske vist aandrigt, hm! Om en død Mand og om en Pige fortalte han ganske vist ogsaa mig noget i Gaar Aftes, da vi gik hjem, men jeg forstod ikke et Ord af det … For Resten, i Gaar var jeg selv ..”
„Det bedste er, Moder, at vi gaar hen til ham, og jeg forsikrer Dig, at der faa vi snart at sé, hvad der er at gøre. For Resten er det paa Tide — Herre Gud! allerede over ti!” raabte hun — og saa paa sit prægtige emaljerede Guldur, som hang i en fin venetiansk Kæde om hendes Hals og slet ikke harmonerede med den beskedne Klædning. „Det er en Present fra Brudgommen tænkte Rasumichin.
„Ak, det er paa Tide … paa høj Tid, Dunetschka!” raabte Pulcheria Aleksandrowna i Uro, „naar det kommer til Stykket, tror han maaske, at vi er vrede paa ham, naar det varer saa længe, før vi kommer. Ak, Du min Gud!…”
Ved disse Ord fik hun travlt med at tage sit Overstykke og Hatten paa; Dunetschka gjorde sig ogsaa i Stand. Hendes Handsker var ikke blot slidte, men itu, hvad Rasumichin nu bemærkede: men trods Tarveligheden i deres Dragt havde begge Damer dog en vis Værdighed, som kun sjælden sés hos tarveligt klædte Damer.
Rasumichin saa med Agtelse paa Dunetschka og var stolt af at skulle følge dem.
„Min Gud!” raabte Pulcheria Alexandrowna, „skulde jeg vel nogensinde have tænkt, at jeg skulde komme til at frygte for et Møde med min Søn, med min kære, kære Rodja! Jeg er virkelig bange, Dmitrij Prokofjitsch,” tilføjede hun, idet hun ængsteligt saa hen til Rasumichin.
„Vær ikke bange, Moder,” sagde Dunja og kyssede hende, „vær heller tillidsfuld som jeg.”
