300
„Ak, min Gud, jeg har jo Tillid, men alligevel har jeg ikke sovet hele Natten!” sagde den gamle Kone.
De gik ned.
„Dunetschka, da jeg i Morges fik lidt Søvn i Øjnene, drømte jeg pludselig om den afdøde Marfa Petrowna … hun var helt hvidklædt … kom hen til mig, tog mig i Haanden og rystede paa Hovedet saa strængt og alvorligt, som om hun misbilligede noget; kan det vel betyde noget godt? Ak, min Gud, Dmitrij Prokofjitsch, De véd vel ikke engang, at Marfa Petrowna er død?”
„Nej, jeg véd ikke; hvad er det for en Marfa Petrowna?”
„Hun døde pludseligt! og tænk Dem…”
„Vent til siden Moder,” afbrød Dunja hende, „Dmitrij Prokofjitsch kender jo slet ikke noget til Marfa Petrowna?”
„Aa, De véd ikke? Jeg troede, at alt var Dem bekendt. Tilgiv mig, Dmitrij Prokofjisch, Hovedet har været saa svimmelt paa mig nu i nogle Dage. Ja sandelig, jeg betragter Dem som vort Forsyn, og derfor var jeg ogsaa sikker paa, at De maatte vide alt, hvad der angaar os. Jeg regner Dem allerede til os … De er da vel ikke vred paa mig, fordi jeg taler saaledes? Ak, min Gud, hvad er det med Deres højre Haand, De er da vel ikke kommen til Skade?”
„Jo, jeg er,” mumlede Rasumichin lykkelig.
„Jeg plejer ofte at tale for aabent og hjærteligt, saa at Dunja somme Tider finder det nødvendigt at rette paa mig … Men min Gud, hvad er det for et elendigt Kammer, han bor i!… Mon han nu er vaagen? Og dette Menneske, Værtinden, kalder det for et Værelse! Hør, De sagde før, at han ikke synes om for stor Aabenhjærtighed, … og saa
