304
De maa ikke være uden Sysselsættelse; derfor tror jeg, at Arbejde og et fast Maal for Øje kan bringe Dem Hjælp.”
„Ja, ja, De har fuldkommen Ret … jeg vil snart igen gaa paa Universitetet, og da skal alt gaa som det var smurt…”
Sossimow, der væsentlig havde anbragt sine kloge Raad for at gøre Effekt hos Damerne, var naturligvis noget forbløffet, da han, efter at have afsluttet sin Tale, i sin Tilhørers Mine læste en udpræget Spot. Det varede dog kun et Øjeblik.
Pulcheria Alexandrowna begyndte straks at takke Sossimow, særlig ogsaa for Nattevisiten i Gaar i deres Bolig.
„Hvad, var han ogsaa hos eder i Nat?” spurgte Raskolnikow urolig. „Saa har I altsaa ikke en Gang kunnet sove ud efter Rejsen?”
„Ak, Rodja, det var bare til Klokken to. Hjemme lagde vi os aldrig før to.”
„Jeg véd heller ikke, hvorved jeg skulde vise ham min Tak,” vedblev Raskolnikow og saa mørkt ned. „Da De har afvist Pengespørgsmaalet — undskyld at jeg nævner dette” — her vendte han sig til Sossimow, „saa véd jeg virkelig ikke, hvordan jeg har fortjent en saa usædvanlig Opmærksomhed af Dem? Jeg forstaar det simpelthen ikke og og det er mig endog ukært, for det er mig uforstaaeligt; jeg siger Dem det ganske aabenhjærtigt.”
„Tag nu ikke det saa ivrigt,” lo Sossimow lidt tvungent, „antag bare, at De er min første Patient, naa, og vi begyndende Læger holder af vore første Patienter, som om det kunde være vore egne Børn, mange forelsker sig næsten i dem; og jeg er jo endnu ikke rig paa Patienter.”
