306
række Haanden ud og sende hende det Blik … og hvor smukke Øjne han har, hele Ansigtet er saa smukt — han er kønnere end Dunetschka … men, min Gud, hvor hans Dragt ser ud, hvor jammerlig! Løbedrengen hos Wassilij Iwanowitsch er jo bedre klædt! … Hvor vilde jeg ikke gærne straks falde ham om Halsen og trykke ham op til mig … og græde, — men jeg er saa bange for ham. Min Gud, hvad kan det komme af?… Han lader dog til nu at tale venligt, og alligevel er jeg bange! Hvad er det egentlig, jeg er bange for!”
„Ak, Rodja, Du kan ikke tro,” raabte hun pludselig til ham som Svar paa hans Bemærkning, „hvor Dunja og jeg var ulykkelige i Gaar! Nu, da det er gaaet over og vi igen er lykkelig — nu kan man jo fortælle det. Tænk Dig, vi skynder os her hen for at omfavne Dig, næsten direkte fra Banegaarden, og da siger hun — ak, der er hun jo! God Morgen Nastasia, … saa siger hun pludselig, at Du havde den hidsigste Nervefeber, og at Du netop hemmelig var løbet bort fra Doktoren, og at de ledte efter Dig over alt. Du kan ikke forestille Dig, hvor vi blev forskrækkede! Jeg kom straks til at tænke paa Løjtnant Potantchikows Død, en Ven af din Fader — Du kan ikke huske ham, Rodja — som ogsaa i en hidsig Nervefeber løb sin Vej saaledes og faldt i en Brønd, og først Dagen efter fik de ham trukket op. Vi forestillede os det naturligvis endnu værre, vi vilde opsøge Peter Petrowitsch, for ved hans Hjælp … vi var jo alene, ganske alene,” klagede hun med vemodig Stemme og afbrød pludselig, som om hun huskede, at det vel endnu var for farligt at nævne Peter Petrowitsch's Navn, „skønt vi nu atter var lykkelige.”
„Ja, ja … alt det er naturligvis meget kedeligt…” mumlede Raskolnikow, men med et saa
