307
adspredt og udeltagende Blik, at Dunetschka saa' paa ham med Forbavselse.
„Hvad var det nu, jeg egentlig vilde sige,” blev han ved, idet han møjsommeligt søgte at samle sig, „— ja, hør, Moder, og Du ogsaa Dunetschka, tro endelig ikke, at jeg i Morges ikke vilde gaa først til Eder, men ventede, at I skulde komme til mig.”
„Men hvad er det, Du siger, Rodja!” udbrød Pulcheria Alexandrowna, ligeledes forbavset.
Det lyder jo, som om han bare svarede os af Pligtfølelse! tænkte Dunetschka — han slutter Fred, beder om Forladelse, aldeles som om han udrettede en Tjeneste eller opsagde en Elev.
„Jeg var knap vaagnet og vilde allerede gaa ud, da jeg kom til at huske paa Klæderne! Jeg glemte i Gaar at sige hende… Nastasia… at hun maatte vaske Blodet af… først nu har jeg kunnet klæde mig paa.”
„Blod, hvad for Blod?” spurgte Pulcheria Alexandrowna urolig.
„Aa, det er Ingenting… bryd Dig ikke om det. Blodet kommer af, at jeg i Gaar, da jeg drev omkring i Feber, stødte paa en overkørt Person… en Embedsmand…”
„I Feber? Men Du husker jo alting?” afbrød Rasumichin ham.
„Det er sandt,” svvrede Raskolnikow — „jeg husker alt ligetil den mindste Enkelthed, men hvad jeg ikke kan forklare mig, det er, hvorfor jeg gjorde det eller det, gik her eller der og sagde saadan eller saadan, det kan jeg slet ikke finde nogen Forklaring paa.”
„Det er et meget kendt Fænomen,” sagde Sossimow; „Udførelsen af en Ting er ofte mesterlig og yderst kompliceret; men Bevæggrundene til Handlingen, Udgangspunktet for Virksomheden er forvirret
