309
man først have en vis Rettighed til det, og har man ikke det, nu — saa: Crevez, chiens, si vous n'êtes pas contents!” Han lo højt; „er det ikke rigtigt, Dunja?”
„Nej, det er ikke,” svarede Dunja fast.
„Ah! Du ogsaa … Du siger dette i en vis Hensigt!” mumlede han, idet han saa paa hende med Uvillie og smilede spodsk. „Det burde jeg have tænkt mig… Naa, hvad gør det, det er jo rosværdigt, det er bedre for Dig… Du kommer til en vis Grænse, naar Du blot ikke overskrider den — thi saa bliver Du ulykkelig; og overskrider Du den, bliver Du maaske endnu ulykkeligere. For Resten, det er forbandet Snak!” udbrød han utaalmodigt og ærgrede sig over, at han uvilkaarligt havde givet sine Følelser Luft. „Jeg vilde blot sige, at jeg beder Dig om Forladelse, Moder,” sluttede han kort og skarpt.
„Lad nu det være godt, Rodja, jeg er overbevist om, at Alt, hvad Du gør, er meget godt!” sagde Moderen glad.
„Du skal ikke være saa vis paa det,” svarede han og fortrak Munden til et Smil. Der blev et Øjebliks Tavshed.
Der var noget tvungent i hele denne Samtale, ogsaa i Tavsheden; i Forsonelse som i Tilgivelse; alle følte dette.
Det er dog virkelig, som om alle var bange for mig, tænkte Raskolnikow, idet han kastede et stjaalent Blik paa Moderen og Søsteren. Pulcheria Alexandrowna blev virkelig mere bange, jo længer hun tav.
Hvor kær havde jeg dem ikke, da de var fraværende! foer det ham gennem Hovedet.
„Rodja, véd Du, at Marfa Petrowna er død!” udbrød Pulcheria Alexandrowna pludselig.
