Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/318

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

312

„Det er godt Moder,” mumlede han uden at se paa hende og trykkede hendes Haand, „— vi har jo Tid nok til at tale om alt.”

Da han havde sagt dette blev han pludselig bleg og kom i Uro; atter berørte, som med Dødens Kulde, hin gyselige Følelse hans Sjæl; atter blev det ham pludseligt klart og tydeligt, at han netop havde sagt en frygtelig Løgn; at han hverken nu eller nogensinde vilde have Tid til at udtale sig at han aldrig vilde kunne tale med nogen om nogetsomhelst.

Indtrykket af denne kvælende Tanke var saa stærk, at han for et Øjeblik næsten tabte Sand og Samling, rejste sig og stod i Begreb med at forlade Værelset uden at se paa nogen.

„Hvad fejler Dig?” raabte Rasumichin og greb hans Haand.

Han satte sig ned og saa sig tavs omkring; de betragtede ham alle med Forbavselse.

„Naa, hvorfor er I allesammen saa kedelige?” raabte han pludselig og uventet; „— sig dog noget! Hvorfor sidder i der saa stumme! Naa, saa tal da! Vi skulde jo underholde hinanden … og saa sidder I allesammen og tier! … Naa, kom nu med noget!…”

„Gud være lovet! jeg troede allerede, at der skulde hænde noget med ham ligesom i Gaar,” sagde Pulcheria Alexandrowna og korsede sig.

„Hvad fejler Dig, Rodja?” spurgte Søsteren og saa mistænksomt paa ham.

„Ingen Ting, slet ingen Ting: det var bare en gemytlig Spøg, som faldt mig ind,” svarede han og lo pludseligt.

„Naa, det var bare en Spøg, saa er alt i Orden! Jeg troede sandelig selv …” mumlede