314
„Jeg synes godt om det, som det er,” sagde Dunja.
„Det er altsaa ikke en Gave fra Brudgommen,” tænkte Rasumichin og glædede sig. Han vidste kun ikke rigtig hvorfor.
„Jeg troede det var en Foræring fra Lushin,” bemærkede Raskolnikow.
„Nej, han har endnu ikke givet Dunja noget.”
„Saa? — Husker Du endnu, Moder, at jeg var forelsket og vilde gifte mig?” sagde han pludselig og saa paa Moderen, der studsede ved den uventede Vending og den Tone, han begyndte i.
„Ak ja, min Ven, ja!” — Pulcheria Alexandrowna skottede hen til Rasumichin og Dunja.
„Hm, ja! Hvad skulde jeg fortælle Jer om det? Jeg husker selv ikke synderligt af det nu. Hun var saa sygelig,” vedblev han pludselig eftertænksomt og hensunken i sig selv, „bestandig var hun utilpas; hun gav saa gærne Almisser og sværmede for Klostret; en Gang brast hun i Graad, da de talte med mig om det; ja, ja … jeg husker det aldeles tydeligt. Hun var lille og styg … Jeg véd virkelig ikke, hvorfor jeg den Gang havde sluttet mig saadan til hende; rimeligvis fordi hun var saa sygelig … Selv om hun ogsaa havde været lam eller pukkelrygget, havde jeg maaske holdt endnu mere af hende…” føjede han til, idet han smilte eftertænksomt. „Det var saadan en … Vaardrøm…”
„Nej, det var ikke bare en Vaardrøm," sagde Dunetschka med Liv.
Han saa stivt og opmærksomt paa Søsteren, men syntes enten ikke at have hørt, eller ikke at have forstaaet hendes Ord. Derpaa rejste han sig, hensunken i dyb Grublen, gik hen tit Moderen, kyssede hende og satte sig atter paa sin Plads.
„Du holder endnu, af hende!” sagde hun rørt.
