316
viger af fra Hovedsagen. Naar en af os to absolut skal være en Usling, saa skal i det mindste Du ikke være det; det er nok med en. Hvis Du gifter Dig mig Lushin, saa erkender jeg Dig ikke mere for min Søster. Vælg altsaa mellem mig og Lushin.”
„Rodja, Rodja! Det er jo aldeles det samme som i Gaar!” raabte Pulcheria Alexandrowna bekymret; „hvorfor kalder Du Dig altid for en Usling? Jeg kan ikke holde det ud! I Gaar var det ligesaadan.”
„Broder,” svarede Dunja, ogsaa fast og roligt, „i alt dette svæver Du i en Vildfarelse. I Nat har jeg tænkt over det og fundet Vildfarelsen. Sagen er den: det lader til, at Du forudsætter, at jeg opofrer mig for nogen af en eller anden Aarsag. Det er slet ikke Tilfældet. Jeg gifter mig ganske simpelt for min egen Skyld; fordi det Liv, jeg nu fører, er mig til Byrde; for det andet, naturligvis, vil jeg ogsaa være glad, hvis jeg ser en Mulighed for at være min Slægt til Nytte; men paa min Beslutning har dette Motiv ingen Indflydelse.”
Hun lyver — tænkte han og tyggede i Raseri paa sine Negle — den stolte! Hun vil ikke tilstaa, at hun vil gøre mig en Velgerning! O, de lave Sjæle … de elsker lige saa lidt som hader … O, hvor jeg foragter hende … og dem alle!
„Med et Ord, jeg gifter mig med Petrowitsch,” vedblev Dunetschka, „fordi jeg af to Onder vælger det mindste. Jeg har besluttet mig til ærligt at opfylde alt, hvad der kan ventes af mig … Jeg bedrager altsaa ingen .... Hvorfor smiler Du?”
Hun foer op, og hendes Øjne lynede af Vrede.
„Du vil altsaa opfylde .. alt?” spurgte han
