325
„Altsaa i Dag?"
„Hun beder Dem vise os den Ære at komme i Morgen til Sjælemesse i Kirken og derfra hjem til os til Gravøl.”
„Hun vil altsaa holde Gravøl!”
„Ja, bare koldt Køkken; hun bad mig takke Dem saa meget, for at De hjalp os i Gaar … uden Dem havde vi ikke haft noget til Begravelsen.” Læberne og Hagen bevægede sig krampagtigt, men hun beherskede sig og slog atter Øjnene til Jorden.
Under Samtalen betragtede Raskolnikow hende opmærksomt.
Det var et magert, elendigt og blegt Ansigt, temmeligt uregelmæssigt og spist, med en lille spids Næse og lignende Hage. Man kunde ikke en Gang kalde hende net, men hendes blaa Øjne var saa klare, og naar hun blev livlig var Ansigtsudtrykket saa godmodigt og trohjærtigt, at man uvilkaarlig følte sig tiltrukken.
I hendes Ansigt, i hendes hele Figur, var der forøvrigt endnu et særlig karakteristisk Træk; trods sine atten Aar syntes hun næsten endnu at være Barn, og derved kom af og til nogle af hendes Bevægelser til at se lidt komiske ud.
„Har da Katerina Iwanowna med saa smaa Midler kunnet indrette sig, saa hun endogsaa vil holde Gravøl?” spurgte Raskolnikow, der vedholdende vilde fortsætte Samtalen.
„Ligkisten bliver jo simpel … saa simpelt som muligt, saa det ikke bliver dyrt … vi har paa Forhaand regnet det ud med Katerina Iwanowna; der bliver endda lidt tilovers til Gravøl. Katerina Iwanowna lægger saa stor Vægt paa det. Man kan da ikke … det er hende en Trøst … hun er nu en Gang saadan, det véd De nok.”
