326
„Jeg forstaar det … begribeligt!… Hvorfor ser De saadan paa mit Værelse? Moder siger ogsaa, at det ligner en Ligkiste.”
„De gav os vist i Gaar alt hvad De havde!” sagde pludselig Sofia, hurtigt og sagte, og slog skyndsomt Øjnene ned igen; men hendes Læber og Hage skælvede atter. Hun var allerede forlængst bleven berørt af de tarvelige Omgivelser hos Raskolnikow, og disse Ord undslap hende uvilkaarligt.
Der indtraadte et Øjebliks Tavshed; Dunetschkas Øjne blev venligere og Pulcheria Alexandrowna saa næsten mildt paa Sofia.
„Rodja,” sagde hun og rejste sig, „… vi spiser naturligvis til Middagsammen. Kom Dunetschka … men Du, Rodja, skulde spadsere lidt og derefter hvile Dig, lægge Dig lidt, saa kan Du siden komme til os; jeg er bange for, at vi har gjort Dig træt.”
„Ja, ja, jeg skal komme,” svarede han og rejste sig. „… Jeg har ellers en Forretning …”
„Du vil da ikke spise alene?” raabte Rasumichin og saa forbavset paa Raskolnikow, „det kan da ikke falde Dig ind?”
„Jo, jo, jeg skal komme, naturligvis … Bliv Du her. Du behøver ham dog ikke straks, Moder, eller…?”
„Ak nej, nej! Og De, Dmitrij Prokofjitsch, De kommer vel ogsaa hjem til os til Middag, gør os den Fornøjelse!”
Rasumichin bukkede og straalede. Alle blev forlegne et Øjeblik.
„Adjø, Rodja, det vil sige: paa Gensyn; jeg holder ikke af dette „Adjø”. Adjø, Nastasia… ak, der siger jeg jo igen Adjø!”
Pulcheria Alexandrowna vilde ogsaa tage Afsked med Sofia, men det synes ikke at ville lykkes hende, og hun forlod hurtig Værelset.
