328
havde jeg ikke drømt om i Waggonen i Gaar, at dette skulde glæde mig?”
„Jeg gentager det, Moder, han er endnu meget syg. Ser Du det da ikke? Maaske er hans Helbred ødelagt af Bekymring for os. Bare lidt Overbærenhed, og meget, meget kan tilgives.”
„Men Du har dog ikke selv været overbærende,” afbrød Moderen ivrig, „véd Du, Dunja, da jeg saadan saa paa eder begge, fandt jeg, at Du fuldstændig ligner ham, ikke saa meget i det ydre, men mere i Temperament: I er begge Melankolikere, begge mørke og opfarende, begge stolte og begge højhjærtede … Det er dog utænkeligt, at han skulde være en Egoist, Dunetschka, hvad?… Men naar jeg tænker paa i Aften, paa det, der endnu forestaar, saa krymper Hjærtet sig sammen paa mig.”
„Vær ikke urolig, Moder; det, som skal ske, det sker.”
„Men Dunetschka, betænk dog i hvilken Stilling vi nu befinder os. Sæt nu, at Peter Petrowitsch skulde sige sig løs fra os?” sagde den stakkels Pulcheria Alexandrowna pludselig uden Overlæg.
„Og hvad tabte vi saa med ham?” svarede Dunetschka skarpt og foragteligt.
„Men det var for Resten godt, at vi gik nu,” afbrød Pulcheria Alexandrowna hende hurtigt, „han skulde skynde sig et Sted hen; lad ham bare gaa ud og trække frisk Luft … der er saa kvalmt hos ham … men hvor skal man egenlig kunne indaande Luft her? Gaderne her i Byen er jo som Stuer, der ikke kan luftes ud. Herre Gud, hvad er det for en By! Vent dog lidt, gaa en Smule afvejen, de løber Dig jo overende; der bærer de et Fortepiano … hvor de puffet til Folk her!… Denne Pige er jeg ogsaa meget bange for…”
„Hvilken Pige, Moder?”
