329
„Denne Sofia Ssemjonowna, som var der.”
„Hvorfor?”
„Det er saadan en Anelse, Dunja. Du maa nu tro det eller ikke, da hun kom ind, kom jeg straks paa den Tanke, at dér, hos hende, skal vi søge Hovedsagen.”
„Nej, vi skal slet ikke søge noget dér,” raabte Dunja ærgerlig, „Du er mærkværdig med dine Anelser, Moder! Han stiftede først hendes Bekendtskab i Gaar, og nu genkendte han hende ikke engang, da hun kom ind.”
„Ja, ja, Du skal faa at se!… Hun gør mig urolig, pas paa, Du skal faa at se! Jeg var ligefrem bange, da hun saa saadan paa mig med disse Øjne; jeg kunde knapt nok blive siddende rolig, forsikrer jeg Dig, den Gang han forestillede hende for os. Og det er mig ogsaa saa paafaldende — Peter Petrowitsch skriver om hende paa en saadan Maade … og Rodja forestiller hende for os, og det endog for Dig? Han maa altsaa dog sætte Pris paa hende?”
„Der siges og skrives saa meget! Om os blev der ogsaa skrevet og sagt meget, men maaske Du har glemt det? Jeg for min Del er overbevist om, at hun … er en god Pige … og alt andet er noget Snak!”
„Jeg vilde ønske, det var saa vel!”
„Peter Petrowitsch er en Rænkesmed og en Nar til at løbe omkring med Snak…” plumpede det pludselig ud af Dunja.
Pulcheria Alexandrowna saa paa sin Datter, men svarede intet. Samtalen standsede af sig selv.
„Hør engang, der er en Sag, som jeg …”
