330
sagde Raskolnikow og førte Nasumichin hen til Vinduet.
„Jeg kan altsaa sige til Katerina Iwanowna, at De kommer…” sagde Sofia hastigt og vilde fjærne sig.
„Jeg skal straks være til Tjeneste, Sofia Ssemjonowna, vi har ingen Hemmeligheder, De forstyrrer os ikke … jeg vilde gærne tale et Par Orde med Dem … Altsaa,” vendte han sig atter til Rasumichin, „… Du kender jo denne … hvad er det nu han hedder … Porphyrius Petrowitch?”
„Det forstaar sig, vi er jo i Familie! Hvorfor det?” tilføjede han nysgærrig og ivrig.
„Jo, angaaende denne Affære … om dette Mord … i Gaar talte I jo om det.”
„Ja!… naa, og …?” stammede Rasumichin, idet han pludselig gav sig til at stirre paa Raskolnikow.
„Han har forhørt Pantelaaneren; jeg har ogsaa Panter der, vistnok Ubetydeligheder, men dog værdifulde for mig; en Ring fra min Søster, som hun gav mig som Erindring ved Afskeden, og et Sølvuhr, som er efter Fader. Det hele er vel til fem eller seks Rublers Værdi. Hvad skal jeg nu gøre? Jeg ønsker ikke at miste Sagerne, især ikke Uhret. Jeg var før bange for, at Moder skulde spørge efter det, da Talen kom paa Dunetschkas Uhr. Det er det eneste, som jeg har arvet efter Fader. Hun bliver syg, dersom det bliver borte! Du véd jo — hvorledes Kvinderne er! Altsaa, hvad skal man gøre? Giv mig et Raad! Jeg ved nok, at der maa gøres en Anmeldelse paa Politikammeret, men var det ikke bedst at vende sig direkte til Porphyrius! Hvad mener Du! Jeg vilde gærne have Sagen afgjort saa hurtigt som muligt. Du skal se, at Moder spørger efter Uhret ved Middagsbordet.”
