331
„Du skal paa ingen Maade gaa til Politikammeret, men direkte til Porphyrius!” raabte Rasumichin med særlig spændt Interesse. Naa, men hvor jeg er glad! Hvorfor skal vi vente, lad os gaa derhen straks, det er bare et Par Skridt herfra; vi træffer ham sikkert!”
„For mig gærne … kom…”
„Og han vil glæde sig meget, ja meget, meget over at gøre dit Bekendtskab. Jeg har fortalt ham adskilligt om Dig, til forskellige Tider … sidst i Gaar. Lad os altsaa gaa! De kendte altsaa den Gamle? ja saa! Men det gaar jo fortræffeligt nu! … Ak ja … Sofia Iwanowna…”
„Sofia Ssemjonowna,” berigtigede Raskolnikow. „Sofia Ssemjonowna,” ser De, det er min Ven Rasumichin, et godt Menneske…”
„Hvis De vil gaa nu…” begyndte Sofia atter, uden at se paa Rasumichin, og blev endnu mere forlegen.
„Ja, lad os altsaa gaa!” sagde Raskolnikow, „jeg skal endnu i Dag komme hen til Dem, Sofia Ssemjonowna, sig mig bare, hvor De bor.”
Han undlod at se paa hende og syntes at have Hastværk.
Sofia nævnte sin Adresse og rødmede. De fulgtes derpaa ad.
„Skal Du ikke lukke Døren? spurgte Rasumichin, da han fulgte efter dem ned ad Trappen.
„Aldrig!… i hele to Aar er jeg ikke naaet saa vidt at faa købt mig en Laas. Lykkelige Mennesker, som ikke har noget at laase af for; sagde han, idet han leende vendte sig om til Sofia.
De blev staaende i Porten.
„Deres Vej gaar tilhøjre, Sofia Ssemjonawna. Men hvordan fandt De mig?” spurgte han. Det syntes imidlertid som om han havde noget ganske
