341
„Det maa vel have været vigtigere Aarsager, der fik ham til at blive saa vred for et lidet Ord,” sagde Porphyrius, idet han lo.
„Naa, begynder nu Du ogsaa; Snushane … Fanden tage Jer allesammen!” udbrød pludselig Rasumichin, gav sig til at le med, og traadte saa munter, som om ingen Ting havde passeret, hen til Porphyrius.
„Lad det nu være nok! I er alle sammen nogle Narre, — nu begynder Forretningerne. Altsaa: Her er min Ven Rodion Ramanytsch Raskolnikow, som har hørt megen Tale om Dig og ønsker at gøre dit Bekendtskab, og for det andet ønsker han at raadføre sig med Dig om et lille Anliggende. Ah! Sametow! Hvordan kommer Du herhen? Er I ogsaa Bekendte? Hvor har I truffen hinanden?”
Hvad skal nu det igen betyde — tænkte Raskolnikow urolig.
„Vi skiftede jo Bekendtskab i Gaar hjemme hos Dig!” sagde Sametow utvungent.
„Altsaa en Bekymring mindre! I forrige Uge bad han mig indtrængende om, at jeg skulde præsentere ham for Dig, Porphyrius, … og nu har I snuset hinanden op selv uden min Mellemkomst!… Hvor er din Tobak?”
Porphyrius var endnu i Morgentoilette, han bar Slobrok, gik i nyvasket Linned og havde broderede nedtraadte Morgensko paa.
Han var omkring fem og tredive Aar gammel, under Middelhøjde, kraftig bygget, med en lille Mave, skægløs og glat taget; hans runde Hoved var bedækket med kortklippet Haar og havde bag i Nakken en pølseagtig Bukkel. Hans runde Ansigt med Stumpnæsen havde en sygelig, mørk-gulagtig Hudfarve, men det var muntert og prægedes endog af et lidt spodsk Udtryk.
