342
Man havde nok kunnet tage ham for en godmodig Karakter, hvis ikke Øjnene havde modsagt det. De havde en vis fugtig Glans og dækkedes af næsten hvide, glippende Øjenlaag, hvilket gav ham et Udtryk, som om han altid blinkede til nogen.
Blikket fra disse Øjne harmonerede ikke i mindste Maade med hans hele Figur, der næsten havde noget kvindeagtigt ved sig; det gav ham et meget alvorligere Udseende, end man ved første Blik skulde formode.
Da Porphyrius Petrowitsch hørte, at Gæsten havde et Ærinde, bad han ham straks tage Plads paa Sofaen, satte sig selv i det andet Hjørne, rettede straks sit spørgende Blik paa ham og det med denne koncentreret-alvorlige Opmærksomhed, der næsten er generende, og som let kan forvirre, især naar man endnu ikke kender denne Egenhed og er af den Mening, at Vigtigheden af den Genstand, hvorom der handles, slet ikke staar i Forhold til den usædvanlige Opmærksomhed, der tilsyneladende tillægdes den.
Raskolnikow fremstillede sit Ærinde kort og fyndigt, saa at han var tilfreds med sig selv og endog fandt Lejlighed til at betragte Porphyrius skarpt.
Porphyrius Petrowitsch havde hele Tiden ikke vendt Blikket fra ham.
Rasumichin, der havde sat sig lige over for dem ved samme Bord, fulgte det hele ivrigt og utaalmodigt og betragtede hvert Øjeblik snart den ene, snart den anden, saa at det næsten syntes noget paafaldende.
Fæhovede! — tænkte Raskolnikow i sit stille Sind.
„De maa gøre en Anmeldelse til Politikammeret,” svarede Porphyrius med alvorlig Forretnings-
